Skolepolitik

Styrket lærerrolle og frisatte skoler - med frihed til at gro

Status

Folkeskolen er fundamentet for vores uddannelsessystem og spiller en central rolle i at udvikle børns basale færdigheder samt deres forståelse for den danske kultur og samfund.

I Odense Kommune står folkeskolen over for alvorlige udfordringer. Forældre fravælger deres lokale folkeskole - ikke fordi der er frit valg. Men fordi folkeskolen ikke lever op til forældrenes basale behov.

Antallet af lærere i folkeskolen falder, og flere skoler er truet af lukning. I dag starter 25 procent af børnene i en privatskole, og der har været en markant udskiftning af lærere. 216 og 238 lærere fratrådte i henholdsvis 2022 og 2023, det er betydeligt højere end tidligere år.

Behov og udfordringer

Folkeskolen i Odense Kommune står over for flere udfordringer herunder;

  • Mange forældre står over for et dilemma, når de ser deres børn, mistrives og oplever, at disciplinen og undervisningen ikke lever op til forventningerne.
  • Mange forældre mener, at deres distriktsskole ikke opfylder de ønskede kvalitetskrav.
  • Derudover er der et klart behov for decentralisering, så skolerne kan tilpasse sig lokale forhold.

Sammenfatning

Odenses folkeskoler har brug for større frihed, som forbedrer kvaliteten og styrker forældrenes rolle i skolevalget. Forældre bør have ret til at vælge skole for deres børn, og skolerne skal have større ansvar og fleksibilitet til at imødekomme lokale behov.

En model med selvejende skoler under kommunal driftsoverenskomst kan være en løsning. Her kan vi med fordel lade os inspirere af erfaringer fra vores naboer i Sverige.

Politiske forslag til skoleområdet

  1. Frit skolevalg og autonomi til skolerne: Forældre i Odense Kommune skal have ret til at vælge den folkeskole, der passer bedst til deres børns behov. Samtidig skal skolerne få større autonomi til at tilpasse undervisningen, klassestørrelse og ledelsen ud fra lokale behov, herunder forsøg med selvejende skoler under kommunal driftsoverenskomst.
  2. Styrkelse af lærerautoritet: For at forbedre disciplinen og læringsmiljøet skal læreren have mulighed for at genoprette sin autoritet. Den enkelte skole kan selv prioritere færre elever pr. klasse for at sikre et bedre læringsmiljø og mere tid til den enkelte elev.
  3. Prioritering af faglighed og trivsel i Folkeskolen: Folkeskolen skal prioritere både faglighed og trivsel som ligeværdige mål. Der skal være plads til faglige skoleprofiler, og elevernes trivsel skal understøtte deres faglige udvikling, ikke være et alternativ.
  4. Decentralisering og bedre beskyttelse af skolepersonale: Skolerne skal have mere selvstyre, og kommunale initiativer som fælles børnesyn skal fjernes. Lærere og ledelse på den enkelte skole skal have større frihed til at bestemme, hvordan de arbejder med eleverne. Samtidig skal der nedsættes akut-teams og etableres mellemfunktioner på skoler med høj vold og uro for at beskytte både lærere og elever.
  5. Evaluering og fleksibilitet i skoledistrikterne: Skoledistrikterne skal vurderes og eventuelt fjernes, så skolernes bestyrelser får større ansvar for elevfordelingen og skolens drift. Skolerne bør selv kunne tilpasse sig elevbehov og skabe bedre match mellem elever og skolemiljø.
Scroll to Top