Kulturpolitik

Et levende og bæredygtigt kulturliv

Status

Kulturen er en central del af Odenses identitet og bidrager væsentligt til både byens økonomi og fællesskab.

Vi har en stærk kulturel arv, men der er behov for at udnytte det potentiale, der ligger i byens mangfoldighed og kreativitet.

Foreninger og kulturtilbud skaber netværk og livsglæde, men vi står også over for udfordringer med hensyn til at skabe et bedre samspil mellem de mange aktører og forbedre vilkårene for nystartede projekter.

Samtidig er der behov for at udvikle infrastrukturelle rammer for både bredde- og eliteidræt.

Behov og udfordringer

  • Vi vil arbejde for en samlet elitestrategi: Odense halter bagud sammenlignet med andre danske byer, når det gælder en samlet vision for eliteidrætten.
  • Tilgængelighed: Kultur skal være tilgængeligt for så mange borgere som muligt.
  • Støtte til nystartede kulturprojekter: Vi vil arbejde for et mere fleksibelt og åbent system for støtte og ressourcer til unge talenter og iværksættere på kulturområdet, med fokus på at opnå økonomisk bæredygtighed.
  • Infrastruktur og faciliteter: Odense har brug for en opgradering af sine kultur- og idrætsfaciliteter, herunder skabelse af nye muligheder for både foreninger og private initiativer.

Sammenfatning

For at sikre et levende og bæredygtigt kulturliv i Odense skal kommunen være en aktiv medspiller og støtte både etablerede foreninger og nystartede initiativer. Vi vil skabe bedre vilkår for kulturlivet ved at tænke innovativt og fremtidssikret, hvor både fysisk infrastruktur og digitale løsninger spiller en rolle. Kultur- og idrætslivet skal have lige muligheder for at blomstre, og der skal være plads til alle - også borgere med særlige behov.

Politiske forslag til kulturområdet

  1. Digitalisering af kulturformidling for øget tilgængelighed, inklusion og innovation. En digital platform, der samler alle kulturelle aktiviteter og tilbud i Odense - fra teater og musik til lokale events. Platformen skal i samarbejde med private partnere også rumme live-streaming af større begivenheder, så kulturen bliver tilgængelig for flere. Digitalisering af kulturformidling har fået øget opmærksomhed i takt med den teknologiske udvikling og den nye måde, borgerne tilgår og oplever kultur på.
  2. Styrkelse af bredde- og eliteidrætten: Odense mangler halkapacitet og vi vil investere anlægsmidler i 3-5 haller samt bedre faciliteter i foreningslivet generelt, indenfor en valgperiode frem mod 2030.
  3. Privat/offentlige partnerskaber for faciliteter: For at fremtidssikre Odenses idræts- og kulturfaciliteter, skal vi revurdere samarbejdet mellem offentlige og private aktører. Vi vil fremme private investeringer i byggeri og forbedringer af haller, kunsthuse og fritidsfaciliteter.
  4. Inklusion af borgere med handicap: Fremtidens kulturpolitik skal sikre, at inklusion af borgere med fysiske og psykiske handicaps vægtes positivt i tildelingen af kulturmidler. Vi skal udvikle tilbud og aktiviteter, der sikrer, at alle kan deltage i Odenses kulturelle liv på lige vilkår.
  5. Ja til store kulturarrangementer: Liberal Alliance bakker op om det aktive kulturliv, herunder koncerter, som tiltrækker et større og mindre antal koncertgæster. Det bidrager til en levende by. Det gælder alt fra områder som Tusindårsskoven, Dyrskuepladsen og andre centrale områder, der afholder kulturarrangementer.
  6. Foreningstilskud med tidssvarende prisfremskrivninger: Vores foreninger er presset på økonomien og derfor skal de kommunale tilskud følge samfundsudviklingen samt prisudviklingen for at sikre, at støtten bevarer sin reelle værdi til gavn for sundheden og trivslen. Foreningslivet har en forebyggende effekt til gavn for vores samfund og sammenhængskraft.
Scroll to Top